Hippe Ramsøg

Lige nu pibler det frem med grønne spirer ude i naturen. Man kan næsten høre græsset gro, og bøgebladene banke på for at blive sluppet fri. I skoven trænger anemonemænd og -koner sig på, hvis ikke de er fortrængt af hvidløgsduftende ramsløg.

Skovbunden i Hindsgavl-skovene ved Middelfart er i april-maj helt dækket af ramsløg.
Skovbunden i Hindsgavl-skovene ved Middelfart er i april-maj helt dækket af ramsløg.

Særlig i de kystnære skove her på Vestfyn dækker ramsløgene netop nu skovbunden, men også i ældre uberørte haver eller nye hippe urtehaver dukker de spydformede, vårgrønne blade op – lige klar til at blive plukket og indgå i kulinariske sammenhæng i køkkenet. Så ud i skoven, frem med saksen og klip!
Ramsløg er en flerårig urt, der allerede i marts viser sig over jorden, så planten ligesom anemonerne kan nå at få sollys, før skovens grønne blade lukker lyset til skovbunden helt ude. Ramsløg er, som navnet antyder, et løg, men et meget lille et af slagsen, og derfor anvendes kun plantens overjordiske dele på samme måde som purløg. Når bladene presser sig op gennem overfladen, drejer de sig 180 grader, så det faktisk er bladenes underside, der vender op mod lyset.
Ramsløgsalt er med sin vårgrønne farve og hvidløgsduft smukt og velduftende på maden.
Ramsløgsalt er med sin vårgrønne farve og hvidløgsduft smukt og velduftende på maden.

Ramsløgsalt

100 g friske ramsløgsblade
2,5 dl groft salt

Vask bladene og tør dem grundigt. Kom blade og salt i en minihakker og kør til det er finthakket. Hak evt. portionen af flere gange, så massen bliver ensartet. Bred saltet ud på en bageplade med bagepapir og sæt det i oven ved 50 grader i 1 ½ -2 timer. Rør med jævne mellemrum i massen til det er helt tørt. Kom ramsløgsaltet i et tætsluttende glas.
ramsløg_pesto.JPG-fil
Ramsløgspesto
100 g friske ramsløgsblade
70 g parmesanost
60 g pinjekerner/hasselnødder/mandler
1-2 dl olivenolie
Smag til med lidt citronsaft, salt og peber

Vask bladene og tør dem grundigt. Kom alle ingredienserne i en blender og blend det godt. Smag til med citronsaft, salt og peber. Når pestoen har en god konsistens, hældes den på rengjorte glas. Opbevar pestoen på køl.

PAS PÅ!
Ramsløg kan forveksles med liljekonval, da bladene på begge planter er meget ens af udseende. Men kun ramsløgsblade dufter af hvidløg! Brug næsen og undgå at få de meget giftige blade af liljekonval med i køkkenet!

4 tanker om "Hippe Ramsøg"

  1. Dejlig krydderisalt, smager godt på mange ting. Vi må prøve at lave pestoen,den er sikker god til de små majstoppe(nathuer fra Lidl).

  2. Så fik jeg endelig prøvet jeres to ramsløg opskrifter af. Hold op hvor er der gode! Må et smut i skoven igen og hente nye forsyninger. Tak for inspirationen til at brug naturens råvarer!

  3. Jeg har ramsløg i haven og har også brugt dem i salatater og wokretter!
    Flotte billeder i øvrigt! Vi glæder os til forårsture i skoven!
    /Pia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *