Det dufter da lidt af forår!

Milde vinde blæser over Danmark lige nu,-og man må kigge langt mod syd og øst for at finde frost, sne og vinterfornemmelser.
Det gode ved det milde vintervejr er, at jeg kan komme i haven og nå lidt af al det, man lige så godt kan få gjort før forårstravlheden rigtig sætter ind. Noget er endda ved at være lige oppe over!!! Vinen i drivhuset skal klippes, buske skal tyndes ud, og stauderfrøen som blev høstet i efteråret såes og sættes i en kasse under æbletræerne.
Jeg fik også sået et par af de langsomme startere. Rosenslynge og artiskokker er sået i kasser og modsat staudefrøene sat til spiring inde i varmen.
Og når man nu alligevel er ude og rode i haven, kan man jo også lige få tjekket op på de første trofaste planter, der ligger på lur. Vintegækker, erantis og juleroser titter frem. Frem måtte spaden og et par klynger vintergækker blev gravet op og sat i potter. Snart vil de strække hals og blomster smukt inde. Juleroserne fik en tur med saksen. De gamle blade blev klippet af, og de sammenrullede blomsterknopper kom til syne. Nu kan deres magiske udvikling følges på tætteste hold.

Disse smukke juleroser står i drivhuset og strækker hals.

Da tusmørket begynde at snige sig ind, blev det lige tid til at klippe lidt flere grene ind til drivning, før jeg selv søgte ind til kaffen og brændeovnens varme.
Der er meget, der kan gøres i haven en mild vinterdag,- og følelsen af at være på forkant med foråret er forrygende 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *