Sødmefuld Slåensirup

Slåensirup er forrygende til pandekager med is. Ummm....
Slåensirup er forrygende til pandekager med is. Ummm….

Her først i november er naturens spisekammer ved at lukke ned. De sidste nødder er samlet, æblerne ligger trygt indendørs i kasser, og skovens svampe er omsat til kulinariske oplevelser. Men netop som man troede, naturen var gået i vinterhi, byder slåenbuskene på bær sødmet af den første nattefrost.
Siruppen har både farve og smag der vækker begejstring!
Siruppen har både farve og smag der vækker begejstring!
Slåenbusken beriger naturen allerede i det tidligste forår, hvor den som en af de første buske lyser op i krat og hegn med sine små undselige hvide blomster, der på grunde af deres enorme antal indhyller hele busken i et hvidt flor. Hen over sommeren gør den ikke det store væsen af sig, men netop når bladene er faldet af buske og træer, overraske den med sine smukke blåsorte bær på nøgne, stikkende grene. Bærrene er før frost så beske, at selv fuglene behørigt lader dem være. Men efter den første frost bliver de om end ikke søde, så dog spiselige for både folk og fugle. Vil du ikke dele bærrene med vores vingede venner, kan du plukke bærrene før frost og lægge dem et døgn i fryseren. Herefter kan de anvendes til bl.a. slåensnaps, -gin og -sirup.
Slåensirup på glas lige til at gemme på køl til alt fra skyr til pandekager.
Slåensirup på glas lige til at gemme på køl til alt fra skyr til pandekager.

Sødmefuld slåensirup
Sirup fremstillet på slåenbær har en intens farve og skøn sødme med en snert af syrlighed. Helt perfekt til pandekager med is, på morgenmadens skyr og som en både dekorativ og raffineret supplement til æbletærten. Har man først fået slåensiruppen i køleskabet, er anvendelsesmulighederne mange!
Kom 500 g frosne slåen i en gryde. Tilsæt saft af en citron og ca. 5 dl vand så bærrene er dækket. Lad det koge i 10 minutter til de brister.
Læg et tyndt klæde i en sigte og si slåenbærrene fra. Lad det dryppe af en times tid indtil al saften er siget fra. Pres ikke bærerne undervejs da skallen indeholder meget bitterstof.
Kom saften i en gryde og tilsæt 500 g sukker. Lad det koge op og gennemkoge godt i 3 minutter. Skum siruppen og kom den på rengjorte glas eller små flasker. Siruppen opbevares på køl.
Æbletærte med flødeskum og slåensirup. Uhmm...
Æbletærte med flødeskum og slåensirup. Uhmm…

4 tanker om "Sødmefuld Slåensirup"

  1. Det har jeg aldrig hørt om før, men det skal afprøves.
    Tænk at sådan nogen sure bær kan bruges til noget lækkert.
    Hans

  2. Det skal prøves! Er vild med at kunne bruge naturens råvarer og det her skal jeg helt sikkert have i mit køleskab til at forsøge forsøde tilværelsen😊
    Kh Katrine

  3. Den opskrift skal afprøves. Det ser spændende ud. Håber, jeg finder bærrene før fuglene.
    Rigtig god tur til Bogmessen !
    Vidunderlig vinter kan da kun blive et ‘hit’ med de opskrifter og ideer🍀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *