Kategoriarkiv: haven

Krans af troldhassel

Endelig fik jeg taget mig sammen til at beskære og opstamme min gamle troldhassel. Har længe gået pg overvejet projektet, da jeg jo regner med at få brug for de smykke krøllede grene ved juletid. Men nu skulle det altså være.

En bunke grene klar til afløvning, før der skal bindes.

Efter beskæringen stod jeg tilbage med en pæn bunke grene og her opstod ideen om at prøve at binde dem til en krans.
Ikke langt fra tanke til handling her på matrikelen 😄
De første grene bandt jeg fast til en jernering med lidt ståltråd. Herefter blev grenene viklet ind og ud mellem hinanden og rundt om jernringen. Det fungerede rigtig fint og resultatet blev ganske ok, synes jeg.
Da jeg nu alligevel var i gang snoede jeg en lyskæde rundt om kransen. Så kan den lyse op i efterårsmørket og helt frem mod jul. Glæder mig til at se den med den første sne drysset malerisk ryndr omkring op de krogede grene,- men ikke mere end det kan vente til december!

Sensommerkrans med hyben fra havens roser

I sidste weekend tog jeg mig sammen til at få klippet de grønne hyben af havens roser. Der var ganske mange, da sommeren blev tilbragt i USA, og derfor blev haven lidt forsømt i den forbindelse.
Mens hybene blev klippet af, opstod ideen til at anvende dem i en krans,- og tanken blev hurtigt omsat til handling.
Kransen blev bundet på en rund ståltrådsring, hvorpå hybenbuketterne blev bundet lagdelt på – store og små hyben godt blandet. Resultatet blev fint, synes jeg,- og kransen hænger nu ved hoveddøren og tager imod sensommergæsterne på fineste vis 🙂

Vindheks i potte og kugle

Først på foråret genbrugte jeg toppen af krukkeplanten vindheksen til at lave luftige sølvgrå kugler af til at bruge som pynt mellem planter og krukker. Det var et forsøg, som jeg kun havde en forventning om kunne holde 3- 4 uger.

Kuglerne har ligget ude hele foråret og sommeren, og ser her midt i august lidt matte men forsat dekorative ud.
Men de har ligget udendørs lige siden og har ganske langsomt mistet deres sølvgrå farve, men luftigheden har de beholdt. Jeg har nydt deres sammenspil med havens farverige krukkeplanter hele sommeren. En mega succes i min bog!
Og hvorfor nu al den snak om genbrug af efterårets sølvgrå skønhed?
Jo det er netop nu, at blonsterhandler, dagligvarebutikker og planteskoler lokker med vindhekse til krukkerne,- og når du engang er blevt træt af dens krukkeliv, kan du jo huske dette tip og gøre mig kunsten efter,- hvis du er lige så vild med smukt genbrug som jeg 😊
Find fremgangsmåden Her

Årets første sensommer-krans

Kranse af rejnfan lyser smukt op i sensommerhaven.

Forleden dag kom jeg forbi en grøftekant fyldt med gyldne rejnfan, der stod smukt og vuggede i vinde og bare lokkede til at blive plukket. Og det blev de!!! En for en blev hovederne klippet af og hjembragt. Ganske nemt,- men pas på du ikke får en bi med i købet,- jeg taler af bitter erfaring… Auuu….
En kurvfuld “guld” klar til at blive bundet på ståltrådskranse.

Rejnfan-hovederne blev renset for grønt løv og klippet i mindre buketter, hvis de var store. Buketterne blev bundet på en krans af ståltråd efter samme fremgangsmåde som beskrevet HER
Der blev til to kranse af det i kan se på billedet herunder. Der går en del hoveder til en krans, men finder man et godt rejnfan-spot langs vejen, gror de ofte i store grupper, som er lette at komme til.
To kranse blev der ud af en stor kurvfuld rejnfan-hoveder.

Kransene pynter i haven – en på døren ind til brændeskuret og en ved en gruppe krukker med gråt og rødligt løv, som matcher rejnfans gule smukt.
Den største krans hænger på døren ind til brændeskuret.

Rejnfans gule blomster passer smukt sammen med planter med gråt og rødligt løv.

Jeg har ikke før prøvet at anvende rejnfan til at binde kranse af, så er spændt på hvor længe de holder farven. Nogen der har erfaringer?

Vild med buketter

Jeg er vild med at binde buketter af årstidens blomster,- og ikke mindst her i sensommer nyder jeg at eksperimentere med årstidens kæmpe udvalg af blomster og bær fra have, grøft og hegn.

Udsnit af buketten på en bund af æblegrene.

I Haveselskabets augustnummer af “Haven” var et fint opslag med ide til, hvordan man anvender et grenstativ til en skøn buket med dahlia og æbler.
Ofte er problemet med dahlia i buketter, at hovederne er så tunge, at de bøjer sig, hvilket grenstativet så at sige forhindrer.
Ideer skulle afprøves,- og da jeg alligevel skulle binde en buket til en god veninde, kom saksen frem og æbletræet tyndet lidt for smukke mosbegroede grene.
Mosbegroede grene fra æbletræet klar til at blive bundet sammen.

Grenene blev bundet sammen på kryds og tværs vha tynd ståltråd, så der dannes så mange rum som muligt. Til sidst bandt jeg en gren vinkelret på grenbunden midt i for at støtte den i vasen.
Grenstativet klar til brug.

Hullerne blev fyldt med dahlia, vilde brombær, grønne hyldebær, vild klematis og sankt hansurt. Hvis dalhiaene stikkes i til sidst opnås det fineste resultat.
Det færdige resultat!

Et resultat jeg er mere end godt tilfreds med! Tak til bladet “Haven” for den fine ide!!!

Magiske, mørke augustaftener

Der er gået en rum tid, siden vi sidst har været aktive her på bloggen. Foråret og sommeren har været fyldt med arbejdsopgaver, ferierejser og haveprojekter, så tid ved computeren har ikke været det, der har været højest prioriteret. Nogen gange er det faktisk skønt at hive stikket lidt ud…
I går var en af de der skønne augustaftner hvor det hverken blæste, regnede eller var piv-koldt. Vi sad ude i haven mens tusmørket stille faldt på og så er det jo oplagt at finde havelanternerne frem og tænde op. Sådanne aftner er dyrebare!!!

Sidste år lavede jeg i forbindelse med en sommerfest nogle smukke sommerfugle-lanterne,- og de blev hentet frem. Det tænker jeg godt de også kan her på bloggen, så I får dem lige en gang til med friske billeder fra i går.

I finder fremgangsmåden til lanternerne HER
Så er det kun at håbe på flere magiske, mørke augustaftner skabt til lys og hygge. Jeg krydser fingre!!!

Kaffesækkens forvandling DIY

Jeg har været så mega heldig at få fingerne i nogle kaffesække fra et lokalt kafferisteri. Skønne sække med logoer og tekst,- der bare venter på at bliver omdannet til noget brugbart. Men hvad???

Sækkene er alle forskellige og repræsenterer hver deres lille geografiske historie. Forsiden af sækken med tekst og logo.
Sækkens bagside er også dekoreret med tekst.

Efter lidt betænkningstid faldt valget på pudebetræk til puderne til havebænkene. Sækkenes grove materiale og enkle dekoration i form af logo og tekst passer rigtig fint ind i udemiljøets grønne, frodige udtryk.
Ud af en enkel sæk kan der blive to store puder, endda med motiv og tekst på både for- og bagsiden. Sækken deles på midten og en stor pude kommes i før åbningen sys sammen på symaskinen. En ganske enkel operation – og vupti puden er klar til at komme med ud i haven.
Jeg har indtil videre kun fået lavet en enkelt pude, da jeg skal på jagt efter inderpuder i den rigtig størrelse til de resterende pudebetræk.
Forsættelse følger 🙂

Genbrugelig vindheks

Hvert efterår køber jeg den smukke sølvgrå plante vindheks til at forskønne efteråtets potter med.

Vindheks er forrygende smuk sammen med efterårets gyldne brændte farver
Vindheksen står i potterne vinteren over og passer fint ind i opstillinger med gran og kogler. Faktisk er den noget af det sidste, der bliver erstattet af friske planter her sidst i april for først nu, synes jeg, den begynder at se lidt trist og brugt ud,- og så alligevel ikke.
Hvert år kniber det med at få mig selv til at smide vindheksen på komposten. Den har forsat et og andet over sin grå, snørklet grenstruktur. Men hvad skal man stille op med en grå tør plante på denne årstid?
Vindheksen her sidst i april. Lidt træt med genbrugelig.

I går fik jeg klippet grenene af vindheksene i potterne. Helt ned ved jorden.
Klar til formning af vindheks-kugle
Grenene fra hver sin plante blev forsigtigt samlet til en luftig kugle og rundt om blev viklet et par omgange vinseltråd. Vinseltråden holder den løse struktur lidt sammen og kan til sidst hjælpe med at forme det hele til en kugle.
Kirkernes størrelse afhænger af plantens størrelse.
De grå, fnuglette kugler blev placeret rundt omkring ved og i havens potter, og danner nu en smuk kontrast i det grønne og farvestrålende, der er essensen af forår.
Vindhekskugle sammen med røde hornvioler.

Hvor længe vindhekse-kuglerne holder, må tiden vise, men et smukkere endeligt fik de da i år 🙂